Grøn madglæde
I Køkken Ballerup fortsætter vi vores vej mod mere bæredygtig madlavning – ét velsmagende skridt ad gangen.
I dag havde vi igen fornøjelsen af at byde velkommen til gæstekok Jens Kristensen fra Øko++, som sammen med vores dygtige ernæringsassistentelev Nini har tryllet med Ingrid ærter, fuego-bønner og grøntsager i køkkenet.
Dagens menu bød på:
- Svampebøf med bløde løg, brun sovs og kartofler
- (Ærte-)boller i karry
- (Ærte-)boller i tomatsovs
- Sommersfrikasse med ærter og spidskål
- Fredsfisk (stegt, paneret sød kartoffel og blomkål)
- Glødende kærlighed med stegte grøntsager og røget paprika – en grøn version af brændende kærlighed
- Kartoffelmos med hvide fuego-bønner – en simpel vej til et proteinløft uden at ændre den elskede smag og konsistens.
Fælles for retterne er, at de er plantebaserede, proteinrige og fulde af umami – udviklet med fokus på både smag, ernæring og bæredygtighed.
Sidste besøg fra Jens bød på udvikling af nye versioner af klassiske retter, hvor en del af kødet blev erstattet med bønner eller linser. Vi lavede blandt andet:
- Forloren hare med bacon
- Kødboller
- Fiskefrikadeller
- Millionbøf
Det er både nemt og inspirerende at have en gæstekok på besøg. Hele køkkenteamet får mulighed for at følge med, smage på nye retter og lære sammen – en vigtig del af vores faglige og grønne udvikling.